Døm ikke hårdt
Ser du en broder som feilet, som falt.
Døm kun da skånsomt, og døm ei i blinde.
Skallet kun ser du, ei hjertet hans alt.
Vet du, hvad kamp der har hersket der inne?
Vet du hvor tidt han har angret sin dåd?
Vet du hvor ofte han gråt når du sov?
Og når hans fryd er en bevrende tråd,
vilde du grusomt da skjære den over?
Se på Guds sol, uforandret og mild,
skinner den ind i den feilendes bolig,
styrker kun krefter, fornyer hans ild,
tørrer hans tårer, og hjelper ham trolig.
Var det ei edelt å være som dem,
mildne, istedet for hårdt å bedømme,
sol blev du ikke, det vet jeg min venn,
dog kan der varme, fra deg også strømme.
Feiler din broder, bedøm ham ei blindt,
hvad end du tenker, det før ei til munnen!
En er kun til, som kan dømme et sinn,
han fra hvem sannhetens lys er oprunden.
Jeg vet så vel, at min hatt ofte gled.
Streng til at dømme, skal ingen mig finne,
se kun tilværs, du som feilet, som stred.
En er der dog, som dig ser inderst inne.
(Nordsjøen 8. august 1934). Einar Jensen.
Min farfar Einar Jensen ble født i Stavanger i 1911, og var 23 år gammel da han skrev diktet. På dette tidspunktet var han sjømann, og jobbet som fyrbøter på et dampskip. Einar Jensen døde i 1992, 81 år gammel.